Behandling af skizofreni
I Stoa Gruppen anvender vi en række metoder, der har vist sig at være hjælpsomme ved skizofreni, bl.a.:
Den recoveryorienterede tilgang, hvor udgangspunktet er, at man selv er den største ’ekspert’ i sin egen sygdom. Ved at man bliver inddraget i behandlingsprocessen, kan man genvinde noget af den magt man ellers kan føle sig sat udenfor, når man skal leve med symptomer, som man ikke selv er herre over.
SUM og SOL
Til at støtte det personlige udviklingsarbejde anvender vi to modeller, SUM (Stoas UdviklingsModel) og SOL (stressreduktions- og læringsmodel).
- SUM er vores måde at organisere vores samarbejde omkring din mål med opholdet hos os, på både kort og langt sigt.
- SOL er en stressreduktions- og læringsmodel, med en indbygget tilgang til selv at vurdere hvordan man har det og blive bevidst om de mestringsstrategier man kan have for at håndtere det, når det bliver svært. Strategier, som ikke altid er hensigtsmæssige.
Social træning og Miljøterapi
I Stoa Gruppen ser vi arbejdet med relationerne som vores vigtigste redskab og vi tænker at det er i samvær med andre at vi lærer noget om os selv og hinanden.
For mange mennesker, der i deres adfærd har symptomer, der kan tolkes som en personlighedsforstyrrelse, er det dog et fællesstræk, at områder, som evnen til at rumme følelser og måden man relaterer til andre, kan være belastede.
Derfor er en af de ting, vi har i værktøjskassen mentalisering, som er en træning i at se sig selv udefra og andre indefra. Metoden øger din forståelse for dine egne tanker, følelser, motiver og handlinger. Samtidig bliver du også bedre til at forstå andre menneskers tanker, følelser, motiver og handlinger.
På det sociale niveau arbejder vi også med relationerne til hinanden i botilbuddet og til andre mennesker. Det sker via miljøterapi, træningsgruppe, gruppemøder, aktiviteter, sociale træningsture, netværksintervention m.m.
Vi bruger ADL-træning (almindelig daglig levevis) som en del af miljøterapien. ADL-træningen kan hjælpe til at få styr på alle de daglige rutiner, i de perioder hvor selv de mindste ting føles uoverskuelige.
Terapeutisk støtte
På det terapeutiske niveau arbejder vi med de svære følelser der opstår i relationerne til andre mennesker. Det sker i psykoterapeutiske samtaler, gruppemøder og kropsbehandling.
Som en del af det terapeutiske arbejde bruger vi psykoedukation, hvor man lærer alt det grundlæggende om sygdommen og hvordan man bedst håndterer den.
Herudover tilbydes alle som er tilknyttet Stoa Gruppen ugentlig NADA behandling og periodevise mindfulnessforløb.
Håndtering af selvskade
Dertil har vi stor erfaring i at hjælpe mennesker, som har brug for støtte til at komme ud af et mønster, hvor man bruger selvskade, som en måde at håndtere forskellige belastningssituationer.
Medicinsk behandling
Mange mennesker der oplever psykoser, har gavn af antipsykotisk medicin, for at anden behandling kan virke. Medicinen skal dog altid været ordineret af en læge, hvor vi blot fungerer som lægen forlængede arm, når vi udleverer den.
Øvrig værktøjskasse:
Som medarbejdere trækker vi desuden på denne værktøjskasse i behandlingen, som betyder at vi:
- Som medarbejdere selv træner mentalisering og affektregulering
- Skaber rammer man kan læne sig ind i, tillidsfulde rum hvor der er plads til at reflektere og ventilere og undersøge hvad der er årsagen til mange af de symptomer beboeren har
- Gør alt vi kan, for at hvile i os selv, kende egne grænser og lave sunde og stabile tilknytninger,
- Er autentiske, sympatiske og i stand til at arbejde med os selv (vi kender ikke nødvendigvis sandheden, det gør beboeren måske bedre selv).
- Bærer håbet
