Kost & Motion
I Stoa Gruppens botilbud vil vi gerne inspirere til en sund livsstil, der indbefatter almindelig, sund mad med mulighed for at få grønt til alle måltider og motion i passende mængde, alt efter hvilke udfordringer man har på dette område.
Vi bruger lokalmiljøet til at løbe og gå ture i og støtter generelt op om aktive fritidsaktiviteter.
I forhold til kosten tager vi udgangspunkt i sundhedsstyrelsens 8 kostråd og i ’tallerkenmodellen’. I tallerkenmodellen består et måltid som udgangspunkt af 40% kulhydrater (pasta, ris, kartofler, bulgur, kikærter, korn eller lignende), 40% grønt og 20% protein (kød, bønner, tofu el. lign.).
Alle beboere deltager i madlavning på skift. Gæster er velkomne til at spise med efter aftale, så både andre beboere og medarbejdere er forberedt.
Da en del af de mennesker som bor hos os er udfordret af spiseforstyrrelser er strukturen omkring mad og måltider indrettet herefter. Konkret betyder det bl.a. at der er faste spisetider i botilbuddene og at der altid deltager en eller flere medarbejdere i måltidet.
Der er måltider 5-6 gange i døgnet alt efter behov og der er mulighed for samværstid med en medarbejder efter måltiderne. Vi arbejder med personlige kostplaner ved behov. Du kan læse mere om vores øvrige tiltag omkring kost og spisning særligt møntet på behandling af spiseforstyrrelser under fanen der hedder ‘Tresporet behandling af spiseforstyrrelser’.