Et af de mennesker vi støtter i Stoa Bostøtte vil her gerne fortælle sin historie om hvordan en hyggelig hobby førte til et spændende job:

“For 10 år siden, fik jeg for første gang en hæklenål i hånden, og jeg har faktisk ikke sluppet den siden. Jeg lærte mig selv, med hjælp fra YouTube, at hækle. Og nu er det en kæmpestor del af mit liv.

Jeg har udviklet mig meget igennem årene, og Stoa har flere gange foreslået, jeg begyndte i Butik Værdig i Ry, hvor det er muligt at sælge nogle af mine hæklerier. Jeg stejlede hver gang. Jeg kunne slet ikke forestille mig at jeg skulle stå i butik, var skræmt ved tankerne, var sikker på at kunderne var “farlige” og tænkte heller ikke mine kreationer var flotte nok.

Men efter lang tids overvejelser for og imod, tænkte jeg at jeg da kunne ta’ et møde med Anne, som har Butik Værdig. Men jeg skulle stadig i hvert fald ikke stå i butikken.

Jeg blev dog alligevel nysgerrig, og endte med at skrive kontrakt med Anne. Mine ting skulle nu sælges i Butik Værdig, og jeg skulle lære, at være i butikken og kaffebaren.

Jeg opstartede med 4 timer hver anden torsdag. I starten var min bostøtte med, når jeg var på arbejde. Hun støttede mig, og gav mig ro når angsten tog over. Det første halve år, jeg var i Butikken, var bostøtten faktisk med. Det var en kæmpe hjælp, og fantastisk at det var muligt. Men efter et halvt års tid, var jeg blevet så tryg, at jeg havde mod på at udfase hende. Det brugte vi et par måneder på. Jeg blev mere og mere selvstændig, og i dag knap et år efter jeg startede, står jeg nu alene i butikken, og betjener både den og kaffebaren. En tanke, der da jeg skrev under på kontrakten, var helt utænkelig.

I dag elsker jeg at sludre med kunderne, og jeg mærker enorm stolthed, over at være en del af Værdig familien.

Jeg er vokset med opgaven, og står nu med rank ryg og stor taknemlighed i Butik Værdig.”